​

Skitseforslag

Jeg ønsker at understøtte følelsen af hjemlighed og muligheden for “det skønne tidsfordriv” i form af fordybelse og stimulering af fantasi og sanser. Dette har jeg arbejdet med ved at slå ned på en række udvalgte steder i fællesarealerne, hvor rummets stemthed kan moduleres hen i retningen af mere hjemlighed og sanselighed.

Jeg har valgt indgangsdøren, spiseområdet, en niche og fællesstuen som centrale knudepunkter, der symboliserer deltagelse, fællesskab og mulighed for fordybelse. I disse områder ønsker jeg at understøtte muligheden for at undres og mødes eller at trække sig ind i sin egen taktile erindringssfære og fordybe sig.

​

Research

I researchfasen har jeg blandt andet fokuseret på at blive klogere på de forskellige diagnoser, der fører til indlæggelse og på hvordan de eksisterende psykiatriske afdelinger er indrettet og fungerer.

Min research består af læsning, podcasts, film, interviews og rundvisninger. Jeg har bl.a. besøgt Rigshospitalets psykiatriske afdeling

- v. Professor overlæge dr.med. Martin Balslev Jørgensen

- oversygeplejerske Tue Lodahl - overlæge Lykke Pedersen m.fl. - 2-3 patienter

og Bispebjerg Hospitals eksisterende akutafdeling

- v. klinikchef Jeanett Bauer - Oversygeplejerske Helle -SOSU assistenter
- En patient

​

Desuden har jeg researchet på hospitalsbyggeri (især Bispebjerg og Martin Nyrops arkitektur) og nye strømninger i psykiatrien, som eksempel helende arkitektur, wave care og sanserum, der arbejder med sansemodulation og deeskalering.

​

Findings                     

På tværs af indlæggelsesgrunde; affektive tilstande, psykotiske tilstande samt misbrugsrelaterede indlæggelser, har patienterne det til fælles, at de har meget lidt overskud. De skal først og fremmest have ro og regelmæssighed ind
i deres hverdag. Dernæst beskæftigelse. For de fleste er dagligdagen på en psykiatrisk afdeling forbundet med stor kedsomhed, imens det for andre er det et kærkomment afbræk i en ensom tilværelse. Til gengæld kan følelsen af ensomhed forstærkes hvis man er indlagt sammen med nogen, som man ikke kan lide.

Personalet og de fysiske rammer kan understøtte en sund døgnrytme med nattesøvn, måltider og faste rutiner, men en stor mangel på psykiatriske afdelinger er stadig noget at fordrive tiden med. En anden stor mangel, jeg har observeret i løbet af min research er stemningsrelateret. Både patienter og personale efterspørger mere hjemlighed, varme og hygge, som et modspil til institutionens kliniske rammer.

​

Progression og væren

Med kunstforslaget skaber jeg mulighed for både progression og væren. Genstandene, som for eksempel spisebordet, skal kunne understøtte deltagelse i fælles aktiviteter og dyrkelse af samværet, samtidig med, at man skal have mulighed for at fordybe sig i materialets taktile og æstetiske udtryk og trække sig ind i sig selv.

På den måde giver kunstværkerne både mulighed for at engagere sig, stoppe op, mærke, føle og dele. Jeg har arbejdet i et formsprog, der overskrider grænserne for det forventelige og bryder med monotonien og kedsomheden, der præger hverdag på en psykiatrisk afdeling. Jeg vil skabe rammer, der vækker genkendelse af et rigt indre liv og af tryghed, ro, accept og samtidig muligheden for progression. Jeg har i udvælgelsen af fokuspunkterne vægtet både æstetik, taktilitet, sympatiske materialer og arbejdet med allerede eksisterende funktioner, som kan give(s) et sanseligt og taktilt løft.

Desuden arbejder jeg mere indirekte med tidsfordrivet ved at tilføje elementer, man drages af. Som gør, at man søger derhen og har lyst til at opholde sig der. Fordybet alene eller i fællesskab med andre. Jeg skaber så at sige en platform for tidsfordriv. Det smukke tidsfordriv.

Taktile spor og materialevalg

I den fænomenologiske filosofi mener man, at kroppen sanser og opfatter før bevidstheden, således at måden noget føles, lyder og lugter er lige så vigtige faktorer som det skabtes udseende. Jeg benytter naturen som en kendt helende faktorer, som materialer i kunstværkerne. Jeg har ønsket at fremprovokere de kropslige erindringer og oplevelser, vi får gennem stimulering af sanserne, og som vi ikke nødvendigvis kan sætte ord på.

Med en antagelse om at menneskets sensoriske og emotionelle behov står i centrum, har jeg valgt at arbejde primært med to materialer: Træ og tekstil. De to materialer har begge en naturlig umiddelbarhed og blødhed over sig og vækker på hver sin måde minder om kropslige erfaringer. Træ med en stærk reference til naturen og den frihed og styrke der findes deri og tekstilet, der er indlejret i alle menneskers bevidsthed som en livslang taktil erindring: Det nyfødte barn svøbes i et klæde og derefter er menneskekroppen konstant omgivet af tekstiler, der kan give varme og tryghed.

På tværs af baggrunde og diagnoser har alle mennesker en fælles taktil referenceramme i natur og tekstiler. Det er netop denne referenceramme jeg arbejder ud fra.

​